Prinsesser og magiske heste

Som voksen så kunne man synes at de her My little Pony er nogle mærkelige skabninger. Der er ved gud ikke mange heste i folden, som render rundt med en festhat på hovedet og et truthorn i mulen. Spørger den voksne de 4-5 årige prinsesse-piger om, hvad de synes om My little Pony, så siger de fleste af dem, at de er helt fantastiske.
Og det er de vel på sin vis også. De heste er altid glade, har det sjovt med deres venner, holder skønne fester og klæder sig i smukke kjoler. Mest af alt, så synes jeg, det er så dejligt at opleve, når børn bliver så optaget af noget, der  nærmest er magisk. Der er skønt at se, hvordan de bare kan være i fantasien – der hvor alting kan lade sig gøre.

Da min den ene fyldte fem, ønskede hun sig en kage med My little pony – og det måtte hun da have.

2 kommentarer

Et sødt efterår

Det jeg elsker allermest ved efteråret er de mange forskellige, varme og dybe farver.  Jeg er fascineret af, hvordan træer og buske kan skifte udseende fra dag til dag, og hvilken indvirkning farverne kan have på mig. For selv om det kan være koldt nogle dage, så kan jeg blive fyldt af en dejlig varme, når jeg ser på efterårets farver.

Inspireret af det flotte efterår pyntede jeg lidt cookies.

Jeg brugte;

  • 175 g. blødgjort, usaltet smør
  • 200 g. sukker
  • 2 store æg
  • 1 tsk. vanille-ekstratkt
  • ca 400 g. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. salt

Rør smørret med sukker, til det er hvidt og luftigt, og pisk derpå æggene og vanille-ekstrakten i. I en anden skål blandes mel, salt og bagepulver. Kom de tørre ingredienser i smør-blandingen og bland det forsigtigt. Hvis dejen er for klæbrig til at rulle ud, så kom lidt mere mel i, men pas på der ikke tilsættes for meget ekstra mel, da dejen hurtig bliver for tør. Pak dejen ind i film og lad den hvile i ca 1 time i køleskabet. Drys lidt mel på bordet og rul dejen ud til ca. 1/2 cm tykkelse og stik figurer ud.

Bag kagerne ved 180° C i 8-12 min. til de er lyst gyldne langs kanten.

Glasuren er lavet af æggehvider og flormelis, og kaldes Royal Icing.

God fornøjelse

1 kommentar

Varm og duftende hyldebærsuppe på en kold dag

En Søndag her i oktober, tog den ene af pigerne og jeg på tur i skoven.

Det var en kold og rå dag, men flot med alle efterårets varme farver. Det var en af de dage, hvor vi fik hygget os sammen, ænderne fik mad og næserne blev røde.

Hyldebærrene hang i store klaser, og dem kunne vi ikke bare sådan gå forbi. Så vi plukkede en god portion og trillede hjem med kolde hænder og de røde næser. Da bærrene var pillet af klaserne  – og det tog lidt tid – gik der ikke lang tid før, at hele køkkenet duftede af hyldebær og æbler. Det var ret overkommeligt at lave suppen – den var god, og den varmede. Opskriften fandt jeg hos Frøken Jensen (du ved hende med kogebogen).

4 kommentarer

En bil til at bide i

Han fik den da han var ganske lille – så lille at han egentlig mest kunne bruge den til at bide i – hvilket skrammerne på den lille mands hoved også afslører.

Nu er han fyldt et år – tænk sig, han er allerede blevet et år.

Nu bider han ikke rigtig mere i den lille røde bil, med den lille mand – og dog – for på sin fødselsdag fik han lov til at bide i en rød bil,med en lille mand i, som næsten er magen til den han fik, dengang han var ganske lille.

Kagen består af chocolate mud-cake fyldt med min egen hjemmelavede lemon-curd – og det kan anbefales. Den søde, mørke smag af chokolade balancerer rigtig fint med den sylige og friske smag af citron.

Tillykke med dit første flotte år min dreng.

1 kommentar

Den første efterårsblæst, varm kaffe og nybagt brød

Et friskbagt speltbrød,  nylavet solbærmarmelade og lemoncurd – og en god kop kaffe -  det var hvad jeg lavede i mit køkken den dag, hvor den første let kølige efterårsblæst suste om mine ører, og det smagte fantastisk.

Speltbrød, solbærmarmelade og lemoncurd

Lemoncurd er en slags smørepålæg som oprindeligt kommer fra England. Det smager godt på lyst brød, især scones, og skulle også gøre sig godt som fyld i kager – dette har jeg endnu ikke afprøvet – men det gør jeg snart. Lemoncurd er blevet en af mine nye favoritter – og det er nemt at lave. Opskriften får du her:

LEMONCURD ( 1-2 glas)

  • Revet skal og saft af 4 økologiske citroner
  • 6 æggeblommer
  • 3-3 1/2 dl lys rørsukker
  • 1/4 tsk. salt
  • 200 g koldt smør

Kom citronsaft og citronskal i en gryde. Tilsæt æggeblommer, sukker og salt. Sæt gryden på svag varme, og pisk det hele sammen. Tilsæt smørret og pisk konstant, til smørret er smeltet, og blandingen begynder at tykne – blandingen må ikke koge. Tag gryden af varmen og afkøl let under piskning. Hæld cremen på skoldede glas med låg. Lemoncurd kan holde sig på køl i ca. 2 uger.

6 kommentarer

Hvad er det skønne liv?

1204463_sxc_love

Hvad er det skønne liv? Ja i virkeligheden er det vel egentlig et stort spørgsmål, som umiddelbart kan være svært at svare på – eller er det?

Det skønne liv drejer sig vel ikke kun om drømmen om at leve i økonomisk overflod og et liv uden de store forpligtigelser – et liv uden bekymringer – og findes sådan et liv overhovedet.

I min verden vil der altid være en eller anden form for pligt – overfor sine medmennesker, sine børn, sin familie, miljøet osv osv. det vigtigste er vel bare, at vi selv vælger vores pligter, og ikke lader pligterne styrer os. Bekymringer vil der i mine øjne altid være i det øjeblik at vi elsker og er elsket, vi bestemmer bare selv, hvor store bekymringerne må blive, og om de må overtage herredømmet over os selv eller ej.

Det skønne liv handler i sin enkelhed bare om, at være tilstede i vores liv som det udspiller sig lige her og nu – at nyde hver en lille ting der skal nydes, være taknemmelige over alt det gode som hele tiden sker – når vi tror på det.

Hvad er det, der gør dit liv skønt? Har du lyst til at fortælle det, så læg en kommentar herunder – jeg glæder mig til at læse det.

6 kommentarer
  • Ifølge anja er det skønne liv:

    People think angels fly because they have wings. Angels fly because they take themselves lightly.

Hvad gør dit liv skønt?