I dag blev lille Bertil døbt, han fik sit navn i kirken og blev fejret i sommersolens varme stråler – og hvilken fantastisk dag at fejre at et lille nyt menneske er kommet hertil. En luftballon svævende i det fri hen over regnbuen og skyerne kom til at pryde kagen til Bertil og hans gæster – tillykke til Bertil og hele hans familie.
Så blev der sagt farvel til børnehaven og goddag til det ny store SFO-liv – barnet var glad både den dag hun sagde farvel og den dag hun sagde goddag. Moderen synes nu det var en smule mærkeligt at se hende sige farvel til børnehaven – for hun er da nærmest lige startet der, tænkte jeg. Der var nu ikke noget at være i tvivl om da, hun rank forlod børnehaven – uden at kigge sig tilbage - hun er faktisk stor nok til at gå i SFO og skole! Og starten i SFO´en blev stor – for ikke nok med at hun nu endelig er SFO-barn med navneskilt og klassebetegnelse hængende på trøjen, så fik hun længe ventet den første rokketand – og så bliver det da ikke meget bedre.
På billedet kan du se afslutningskagen, jeg lavede til hende. Billedet af cirkushesten havde hun selv valgt og er inspireret af denne bog.
Der har været stille i mit køkken – helt stille og anderledes. I dag blev stilheden brudt af gryder, potter og pander og på en og samme dag, fik jeg bagt rugkiks og pizzasnegle til ungernes madpakker, speltbrød til morgenmaden i morgen, kage og chokoladecreme til afslutningsfest i børnehaven og til slut fik jeg lavet en sød og frisk rabarberkompot, som smager af sommer og sol. En skøn søndag i køkkenets tegn.
Kiksene var nemme og hurtige at lave,, og smagte dejligt med smør på. Opskriften får du her:
Mel, bagepulver, sukker og salt blandes. Smør og vand blandes i, og dejen æltes godt sammen. Dejen rulles ud til en tykkelse på ca. 2 mm. og skæres ud til firkanter eller stikkes ud med kageforme. De lægges på en bageplade med bagepapir på og prikkes let med en gaffel og bages ved 250 ° i 7 min.
Jeg har i skrivende stund ikke lagt sidste hånd på kagen, så den kan ses en af de kommende dage her på bloggen.
Der er noget slik, jeg altid har haft en svaghed for; den hvide og bløde nougat, som oprindeligt stammer fra Frankrig.
Fransk nougat, sød og blød, her kommer opskriften:
Mandlerne lægges på en bageplade med bagepapir og ristes i en forvarmet ovn ved 175 ° til de er lysebrune. Pinjekernerne ristes på en varm pande ved svag varme, og blandes herefter sammen med mandlerne og pistacienøddekernerne.
Honning, sukker og glukose varmes op i en gryde ved middel varme under omrøring. Massen varmes indtil den danner seje bobler og er 150 °.
Æggehviderne piskes med sukker i ca. 5 min. i en røremaskine. Herefter hældes den kogende sukkermasse i en fin stråle ned i røreskålen mens røremaskinen kører på højeste hastighed. Massen røres indtil den er fast. Mens massen stadig er varm, men ikke stiv, tilsættes de ristede nødder
Den franske nougat lægges ud på et stykke bagepapir, som er drysset godt med flormelis. Massen trykkes ud i et jævnt lag på ca. 2-3 cm. tykkelse. Lad massen blive fast og skær den ud i passende stykker.
Du kan med fordel lave en halv portion, da der er ganske meget i denne portion – god fornøjelse.
Fødselsdagen er fejret og kagen er spist. Hvor var det dejligt at opleve, at gæsterne og ikke mindst fødselaren satte pris på kagen. Det blev en kage med en frisk og rund smag af hindbær og blåbær.
Det er lidt sjovt, hvordan man som voksen taler om at tiden flyver afsted, man bliver alt for hurtig ældre og vil ikke helt være ved det, og gang på gang bliver vi overrasket over, at det ene år tager det andet. Børnene derimod elsker at have fødselsdag, og jo ældre de bliver des skønnere er det. De er ikke blege for at sige deres alder højt, og i en overgang er det meget vigtigt at angive sin alder helt ned i kvarte. Sådan var det med den ene af mine børn, da vi på en færge blev spurgt om børnenes alder ift. billetten. Jeg fortalte billetkontrolløren at min datter var fem år, men blev straks irettesat af min datter. Billetkontrolløren fik for et øjeblik et lettere mistænkeligt udtryk i ansigtet – og jeg nåede at overveje om jeg skulle grave sygesikringskortet frem fra tasken. Min datter rettede ryggen og sagde med klar røst; “jeg er ikke fem år, jeg er 5 3/4 år”. Og sådan er det vist i den alder – en præcis angivelse af alderen er særdeles vigtig. Jeg slap for at fiske sygesikringskortet frem, og billetkontrolløren forsikrede min datter om, at hun sandelig nok skulle skrive 5 3/4 år på billetten. Måske vi som voksne kan lære noget af de kære børn – acceptere at vi nu engang har den alder vi har og være stolt af den, vi kan jo alligevel ikke ændre på den.
Roser er (lyse)røde, hindbær er søde og du lige så…
At kigge hinanden dybt i øjnene, lukke hele verden omkring sig ude og nyde synet og nærværet af hinanden, holde vejret et øjeblik, smile og med glæde i stemmen sige JA til hinanden – det er enestående og dejligt og næsten ikke muligt at beskrive med ord. I lørdags blev der sagt JA og efter brudeparrets ønske blev kagen hvid og roserne og båndene lyserøde. Selve kagen bestod af lyse og mørke lagkagebunde, mazarinbunde, chokoladecreme og hindbærmousse.