At være perfekt er for mig at stræbe mod det uopnåelige. Uopnåeligt fordi jeg hele tiden flytter min overlægger for, hvad der er godt nok eller acceptabelt, højere op, så jeg skal kæmpe endnu mere for at nå den. Det pardoksale er bare, at jeg når aldrig op til overlæggeren eller målet, jeg gør det uopnåeligt for mig selv. Det er som en spiral, der aldrig stopper.

Det gode ved min perfektionisme er, at den hjælper mig til at strukturerer vejen til mit mål. Det er godt fordi jeg derved er ret effektiv og grundig i min stræben mod at nå derhen, og ofte får lavet gode resultater undervejs. Jeg trives med at gå i dybden med forskelligt arbejde, og vide at jeg gør, hvad jeg kan for at løse opgaven. Kunsten for mig er ikke at blive ved med at flytte overlæggeren, for så er det den grimme side af perfektionismen sniger sig ind på mig. Den der hele tiden forhindrer mig i ikke at nå i mål, aldrig at være tilfreds med slutproduktet, og aldrig at være rigtig tilfreds og stolt af min egen præstation. For hver gang jeg flytter overlæggeren, tilsidesætter jeg muligheden for at klappe mig selv på skulderen og lytte til min krop, som med stor sandsynlighed har prøvet at sige stop for længst, og acceptere at nu skal der ikke bruges mere energi på opgaven.

Jeg øver mig dagligt i, at sætte min overlægger i en højde, hvor jeg med stor sandsynlighed kan nå den, og i ikke at give efter for trangen til at flytte den højere op lige inden jeg når den. Det gør jeg fordi, jeg har brug for at få et mere realistisk syn på livet, hvad jeg skal forvente af det og af mig selv. Det er en rigtig svær øvelse for mig, fordi jeg hele mit liv har anset andres ønsker og  forventninger til mig som det vigtigste og dermed glemt mig selv. Det kan jeg ikke ændre fra den ene dag til den anden, men jeg kan ændre det ved at tage små skridt af gangen.

For lidt tid siden sagde jeg ja til at lave en dåbskage. Jeg glædede mig helt vildt til at få den lavet – jeg elsker at bygge kagen i mit hovede og se den blive til virkelighed. Der var bare det, at da kagen skulle virkeliggøres, tog perfektionisten over. Det var benhårdt at lave kage sammen med perfektionisten. Der var ikke ret meget som var godt nok, fantasierne om at kagen brasede sammen inden gæsterne skulle spise den, at fyldet smagte forfærdeligt og ingen ville synes den var flot og fin væltede rundt i min krop og i mit hoved. Tankerne var enormt stærke og ikke bare sådan at få fejet væk. I dag er jeg meget taknemmelig over, at jeg lavede denne kage, fordi det blev en af de oplevelser, som fik mig til at stoppe op og betragte det spil der foregik mellem mig og perfektionisten. Den fik mig til at indse, hvor ødelæggende perfektionismen også kan være for mig, hvis ikke jeg lærer at tøjle den. Når perfektionisten tager over i mig bliver jeg meget nemt blind for alt det gode og fine, som findes lige rundt omkring mig. Jeg ser ikke glæden i de menneskers øjne som skal tage imod kagen, jeg hører ikke deres rosende ord og taknemmelighed, og jeg hører ikke mig selv.

Mit mål er ikke længere at stræbe mod det perfekte, mit mål er at være til stede, at tage de skønne ting der er lige rundt omkring mig ind og lytte til mig selv og mine ønsker.