Nytårsdessert

Så blev 2012 skudt igang – og 2011 blev sluttet af med en virkelig dejlig aften for mit vedkommende. Hvad mere kan man ønske sig end en aften i gode venners selskab, lækker mad og dessert, vin, frisk og sprudlende Spumante og skøn kransekage? Jeg kan ikke lige komme på, hvad jeg mere skulle have ønsket mig – og sikke en dejlig følelse at træde ind i det nye år med.

Desserten stod jeg for, og efter den ene af mine pigers ønske serverede jeg chokolademousse på nøddebund toppet med amarenakirsebær.

Opskriften rækker til  ca 15-20 personer. Til opbygningen af desserten skal der bruges en kagering eller lign. med en diameter på 25 cm.

Pynt/tilbehør: Amarenakirsebær. Mængde efter smag og behag.

Nøddebund:

  • 200 g hasselnødder
  • 125 g æggehvider (ca. 5 stk.)
  • 1 spsk. mel

Rist hasselnødderne i ovnen ved 200 ° C i 5-10 min. Når de er kølet af “nuldres” hinderne af nødderne, og de blendes derefter fint. Æggehvider og sukker piskes til en stiv marengs. De hakkede hasselnødder og melet vendes forsigtigt i marengsen. Massen smøres ud på en bageplade med bagepapir i en cirkel med en diameter på 25 cm. Bag nøddemarengsen i ovnen ved 200 ° C i ca 18 minutter. Tag den ud og lad den køle af.

Chokolademoussen:

  • 600 g mørk chokolade (gerne 60-64 %)
  • 4 bl. husblas
  • 4 dl piskefløde
  • 12 past. æggehvider
  • 100 g rørsukker
  • 8 past. æggeblommer

Smelt chokoladen i en skål over vandbad, lad ikke chokoladen overstige 55 grader. Læg husblassen i blød i koldt vand i 15 min.
Pisk fløden til flødeskum. Herefter piskes æggehviderne med rørsukker til en sej marengs. Når chokoladen er smeltet, røres hurtigt æggeblommerne i den varme chokolade. Husblassen tages op og smeltes i en skål over vandbad med det vand, der hænger ved. Tag husbalssen af vandbaddet og tilsæt af et par gange lidt af chokoladen og rør godt. Rør så blandningen i resten af chokoladen. Rør flødeskummet i og derefter vendes marengsen forsigtigt i, så al luften ikke bliver slået ud af den.
Læg nøddebunden på et fad og sæt kageringen udover bunden, sørg for den slutter godt til. Hæld chokolademoussen over bunden og bank fadet et par gange mod bordet, så moussen sætter sig. Sæt moussen på køl indtil den skal serveres, den kan med fordel tilberedes dagen før servering. Ved anretningen fjernes kageringen, og amereankirsebærrene fordeles ud over moussen.

Skriv en kommentar

Julebag og julemagi

Jeg er rigtig dygtig til at lægge planer – mange planer. Det har jeg også gjort for december månede – jeg nåede bare ikke så mange af dem. Jeg glemte vist – igen – at være realistisk med mængden af dem, og jeg må jo sande, at mange af dem må udskydes til en anden gang.

Forleden dag fik ungerne bagt julesmåkager som de plejer. De blev også pyntet med glasur i skønne farver, nogle med så meget, at kagen nærmest helt forsvandt. Vi hyggede os gevaldigt med det, og alle tre gik meget op i at pynte deres kager. Det var skønt at se den ro, der faldt over dem, og hvor pavestolte de var af deres værker. Den mindste på tre, som klart brugte mest glasur, roste sig selv mange gange efterfølgende for de flotte kager han havde lavet.
I dag fik jeg lavet fyldte chokolader og kransekager med amarena-kirsebær til juleaften, og nu mangler jeg blot en smule konfekt og at få bagt brunkagerne.

Selvom denne månede er fløjet afsted, hurtigere end jeg helt vil være ved, har jeg nået et, for mig, vigtigt mål; hyggetur med børnene i København med julevinduer, Disney Store og varm chokolade som formål. Vi brugte lang tid på Illums julevinduer, og på en eller anden måde var det så befriende at drømme sig ind i den magiske verden bag ruderne med nisser og syngende dyr. Den magiske julestemning fra min barndom, hvor jeg drømte om nissernes hemmelige verden og flotte gaver kom lige med et tilbage, og det føltes både rart og trygt. En dejlig følelse at gå ind i juledagene med.

1 kommentar

Grusom værtindegave

Så blev de afhuggede fingre gravet op af jorden, lagt i en æske og foræret væk til værtinden af gårsdagens halloweenfest.
Heldigvis var fingrene ikke andet end søde sager, hvilket den mindste af mine børn skulle overbevises om et par gange.
Det var pigerne og jeg som stod for produktionen af de ulækre fingre, som var ret nemme og hurtige at gå til.
Inspirationen til fingrene fandt jeg her og her.

Til ca 30 fingre brugte jeg:

  • 2 æg (1 helt æg + 1 blomme til dejen, den resterende hvide til pensling)
  • Kornene af 1 stang vanilje
  • 115 g usaltet smør
  • 65 g sukker
  • 65 g flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 250 g hvedemel
  • 15 smuttede og halverede mandler

Æg, sukker, vaniljekorn og salt piskes nænsomt sammen med en gaffel. Det bløde smør røres i. Herefter tilsættes mel lidt af gangen og røres sammen til en ensartet masse. Dejen pakkes i film og lægges i køleskab i min 1 time.

Når dejen er kølet af trilles den til lange tynde pølser. Lav fordybninger i fingrene og marker til sidst, med en skarp kniv, de små hudfolder. Pensl fingrene med æggehviden og placer en halveret, smuttet mandel i den ene ende som negl.

Fingrene bages i en 175 ° C forvarmet ovn i ca 12 – 15 min til de er gyldne. Når de er kølet helt af kan man lægge et fint lag kakaopulver på med en ren pensel, hvis man ønsker de skal se lidt beskidte ud.

3 kommentarer

Uhygge og søde spøgelser

Så er den ældste sendt afsted til halloweenfest med 30 uhyggelige og søde spøgelser i bokse under armen. Spøgelserne er lavet af marengs og malet med en spiselig tusch.
Græskarhovedet er også kommet til og står på vores trappe og spreder lys og varme i den uhyggelige og mørke nat.
Der venter endnu en uhyggelig fest i denne weekend med udklædninger og ulækkert mad. Det må være på sin plads at vi medbringer lidt klamt bagværk til denne fest også, så det er hvad den står på i køkkenet i morgen ; )

Skriv en kommentar

Efterårstanker

Efterår er for mig eftertænksomhed, en tid hvor jeg kigger lidt tilbage, sætter de sidste punktummer og forbereder mig på, at julen snart kommer og året slutter.
Udenfor stråler farverne omkap med hinanden, og det er som om at alle planter og træer giver det sidste de har i sig inden de også lukker ned for vinteren. Det er et fantastisk syn, der indbyder til dagdrømmerier, når solen fremhæver de klare og dybe farver.
For mig har det været et både forvirrende og hårdt år, men samtidig har jeg lært så mange gode ting, som jeg ikke vil bytte væk for noget. Det føles faktisk godt at kunne se tilbage på de mange og meget store udfordringer jeg har haft, og at kunne klappe mig selv på skulderen og sige : jeg gjorde det sgu.
Jeg er taknemmelig for de bånd jeg har fået knyttet til nye og dejlige mennesker i år og for de eksisterende bånd, som er blevet endnu stærkere. På den konto føler jeg mig som et meget rigt menneske.

I min kageverden er der sket flere sjove og gode ting på det seneste, og over sommeren er der også blevet kreeret flere kager.
Kagerne herunder er lavet til børnene i anledning af deres fødselsdag. Både børnene og jeg synes stadig det er sjovt at at planlægge kager lang tid inden fødselsdagen, og de går meget op i både smag og udseende. Ofte er udseendet præget af det, som netop interesserer dem i øjeblikket, og det er i sig selv meget skægt at kigge tilbage på som årerne går.

Skriv en kommentar

Moderne medaljer

Det er sjovt at holde alle sanserne åbne og mærke hvad der sker når noget nyt skal smages, og sådan var det også med den moderne medalje. Jeg har længe haft lyst til at lave en klassisk medalje, men da jeg stødte på denne udgave med lakridsfløde og solbærkompot, blev jeg simpelthen nødt til at afprøve den. Jeg har altid haft en svaghed for både solbær og lakrids, så smagsmæssigt skulle der ikke så meget til at afgøre om opskriften skulle afprøves eller ej – dog var jeg noget spændt på kombinationen. Udfaldet blev godt og helt specielt. Solbærenes fyldige smag med et strejf af vanillje var den første smag som meldte sig, herefter kom smagen af blød lakrids lige så stille frem og blev liggende et lille stykke tid. Det bedste ved solbærkompotten var at den var lavet af de første og eneste solbær jeg kunne høste fra vores egne buske.

Her i huset var medaljen lige populær hos børnene som hos de voksne, og det er bestemt ikke sidste gang de moderne medaljer er blevet lavet – slet ikke hvis jeg spørger børnene.

God fornøjelse.

Solbærmedaljer med lakrids
(4 stk.)

Mørdej:
150 g hvedemel
75 g stuetempereret smør
50 g flormelis
20 g god kakao
1 medium æg
50 g smeltet god chokolade

Solbærkompot:
100 g solbær
50 g rørsukker
1/2 stang vanilje

Lakridsskum:
2 dl piskefløde
1 tsk lakridspulver
1 tsk flormelis

Kagebunde:
Ælt alle ingredienser undtagen chokoladen sammen til en ensartet dej. Stil den på køl i en halv time. Rul dejen tyndt ud og stik 8 cirkler ud i en passende størrelse. Læg dejcirklerne på en bageplade og bag ved 170 ° i ca. 12 – 15 min. Lad dem køle helt ned. Smelt chokoladen i vandbad og pensl kagerne med et tyndt lag.

Solbærkompot:
Kog bær, sukker og vanilje op og lad simre i 5 min. Lad kompotten køle helt af.

Lakridsskum:
Opløs lakridspulveret i en smule kogende vand. Pisk fløden let stiv og vend med flormelis og lakrids. Hæld skummet i en sprøjtepose med stjernetylle og sprøjt lakridsskummet i en cirkel på 4 af bundene. Fyld midten med solbærkompot. Top med en kage til og drys med lidt fint revet chokolade og evt. mandel.

1 kommentar
  • Ifølge anja er det skønne liv:

    Hvad er det skønne liv? Når man oplever at tro kan flytte bjerge..............

Hvad gør dit liv skønt?